28 60 33 50 [email protected]

Behandlingsmetoder

Et dialektisk-materialistisk menneskesyn

Vi mener, at menneskets udvikling er en vekselvirkning mellem mennesket og dets miljø, hvor begge dele begge påvirker og påvirkes i en såkaldt dialektisk proces. Vi har i Kalles Hus et dialektisk – materialistisk menneskesyn, hvilket vil sige vi både ser mennesket som skaber af samfundet og samtidig som produkt heraf. Dette synspunkt er i overensstemmelse med vores opfattelse af, at mennesket skaber sin identitet i samspil og via relationer til andre mennesker. Vi ser og respekterer mennesket som et unikt, kompetent, selvstændigt og tænkende individ, der kan indgå aktivt i sociale kontekster. Vi ser og betragter menneskets udvikling gennem muligheder frem for begrænsninger. Vores menneskesyn er derfor i høj grad humanistisk præget.​

 

Dannelsessyn

Vores dannelsesideal er, når den unge får et bedre selvværd og mere selvtillid, så de selvstændigt kan indgå i sociale kontekster samt aktivt blive en del af samfundet og på den måde blive integreret heri. Den unge skal heraf opbygge et liv, hvor han/hun er bevidst om sit medansvar som borger i samfundet.

Vi ser vores relation til den unge som en subjektrelation, hvor begge parter påvirker hinanden. Relationen er samtidig asymmetrisk, da vores ansvar hele tiden skal være at have overblikket og ansvaret i samspillet. Vi mener, at et udviklingsstøttende samspil er et samspil, hvor pædagogen tager udgangspunkt i den enkelte unge og i dennes ressourcer.​

Sikkerhed, forudsigelighed og tryghed som rammer mod sund selvforvaltning

Kalles Hus’ behandlingstilbud kan forstås som opdelt i faser. Faserne skal forstås som kontinuerlige og fleksible.

I Kalles Hus er primære fokus og 1. fase i indslusningen af den unge, altid at skabe oplevelsen af sikkerhed, tryghed og forudsigelighed hos den unge (introduktions-indslusningsfasen). Det skyldes, at oplevelsen af netop disse parametre, danner forudsætninger for al relationsdannelse, tillidsarbejde og udvikling af færdigheder. Kendetegnet for denne 1. fase er også, at det er rammerne og personalet i Kalles Hus, der først og fremmest skaber forudsætningen for udvikling hos den unge. Der er således her tale om en initial ydre styret pædagogik, som efterhånden, som den unge socialiseres i Kalles Hus (socialiseringsfasen, fase 2), går over til en nærmere fælles styring, men hvor hovedansvaret for udviklingen fortsat ligger hos personalet.

Når sikkerheden, forudsigeligheden og trygheden i fællesskabet er skabt for den unge i huset, vil næste fase være, at den unges ressourcer og potentialer kommer i fokus og i spil.

Dette gælder ligeledes for fase 3, som er ”selvstændigheds-/udviklingsfasen”. Den unge tager her i højere og højere grad del i eget udviklingsarbejde, mens hun/han i den sidste og 4. fase, ”udslusningsfasen”, oplever indre styring, hvor den unge har opdaget og udviklet et sundt og konstruktivt værdigrundlag/normsæt og træffer sine valg ud fra dette – og på denne baggrund bliver et givende og selvforvaltende individ i samfundet.

Dialog og selvrefleksion er gennemgående bevidste strategier i Kalles Hus’ faseopdelte pædagogik. Beboeren skal i alle faser deltage i ungesamtaler med henblik på inddragelse i et reflekterende rum med sin kontaktpædagog.​

 

Kontakten, relationen og tilknytning som grundsten

Som nævnt, anser vi den anerkendende relationspædagogik som den mest givende pædagogik over for de unge. Fundamentet i relationsarbejdet er kontakten, hvilket indebærer, at pædagogen bringer sin egen person ind i en levende proces med den unge. Pædagogen respekterer den unge som en selvstændig og unik person med en personlig forhistorie, som sætter sit præg på kontakten. Hvis kontakten gøres troværdig og tillidsvækkende, vil den unges tilknytning til pædagogen vokse. Pædagogens vigtigste redskab er i den forbindelse at være til stede som en hel person med et menneskeligt nærvær og engagement. Det er da helt afgørende, at den unge føler sig taget alvorligt.

Den intimitet der opstår mellem pædagogen og den unge er dog begrænset intimitet, idet relationen primært er til for den unge. Ved at have en ægte kontakt til den unge, opnår vi, at den unge føler sig set, forstået, accepteret og værdsat.​

 

Tydelige identifikationsfigurer og socialisering

Pædagogen skal fremstå som en tydelig identifikationsfigur, der tilrettelægger den socialpædagogiske indsats ud fra den enkeltes behov, ressourcer og udviklingsmuligheder. Dette kan gøres gennem forskellige aktiviteter, hvor der er mulighed for at vise, at vi værdsætter, anerkender og bakker den unge op i sit udviklingsarbejde. – Hvor primære fokus ikke er på at præstere, men hvor den unge får chancen for at vise, ”hvem de er” – som de er”. Heri ligger kimen til opbyggelsen af det sunde og givende selvværd.

Pædagogisk betyder det, at fokus flyttes, således, at der tilføjes en tydelig didaktisk indgangsvinkel. Det vil sige, at den unges kontaktpædagog bevidst arbejder med den unge og aktivt støtter den unge i at udvikle den øgede selvindsigt og de kompetencer, som han/hun endnu ikke har indsigt i eller mestrer alene. Denne proces foregår både som en planlagt bevidst proces, men samtidigt lærer den unge også naturligt ved at socialisere sig med andre unge og voksne, f.eks. i forbindelse med fritidsjob, aktiviteter eller skole.

Relationen vil skabe mod og færdigheder, så den unge fremover kan takle modgang på en ny hensigtsmæssig og selvopløftende måde.​

Nærmeste zone for udvikling

Den unge kan kun udvikle sig i et vist tempo – ud fra Vygotskys teori om zone for nærmeste udvikling. Med støtte og vejledning fra kontaktpersonen, der har opbygget den fornødne og bæredygtige relation til den unge, udvikler den unge sig til den nærmeste udviklingszone. Den unge oplever på sigt at kunne håndtere flere ting i denne zone uden hjælp fra en voksen. Den før lidt skræmmende zone er da blevet en del af den unges tryghedszone. Ligeledes oplever den unge gennem en række af succesoplevelser følelsen af at ”Jeg duer til noget” – hvilket giver mod på at udfordre en ny nærmeste zone for udvikling, og zone for zone nærmer den unge sig målet: ”den potentielle udviklingszone”, hvor den unges potentialer endelig kan komme for dagen.​

Social Færdighedstræning

Hos Kalles Hus bestræber vi os på, at den unge udvikler både egenskaber og færdigheder der gør, at når forløbet hos os er overstået, så står den unge bedre rustet til at klare hverdagen og til at møde de udfordringer, som livet byder på.

Den unge styrkes via øget selvindsigt, daglig struktur, samt daglig ADL-træning og ved at lære at tage ansvar for sin egen personlige og sociale udvikling. I den forbindelse er der i huset er i høj grad fokus på at træne sociale færdigheder hos den unge via kontinuerlige samtaler vedr. sociale spilleregler/samspil, samt om hvordan man kan opøve sine sociale kompetencer positivt.

De planlagte individuelle udviklingsmål, der aftales under ungesamtalerne, og den socialpædagogiske indsatsplan som udarbejdes på baggrund af kommunens §140 handleplanen, er fundamentet for den pædagogiske indsats i forhold til udvikling af sociale færdigheder og selvstændighed hos den enkelte unge.

Vi i Kalles Hus er dertil bevidste om og har en udtalt holdning til vigtigheden af, at de unge får styrket deres netværk uden for Kalles Hus med henblik på dannelse af nye sunde relationer og venskaber gennem fritidsaktiviteter, job og uddannelse, uden for huset.

Når en ung indskrives på Kalles Hus bestræber vi os med det samme på, at den enkelte unge kommer i gang med skole/beskæftigelse og også gerne en fritidsaktivitet. Sammen med den unge, arbejder vi på de eksisterende venskaber uden for huset og guider og vejleder de unge i at få eller fastholde sunde venskaber og relationer.​​